Når en samtale giver mening

IMG_7369

I søndags sendte jeg min dreng på 14 dages ferie hos hans far og papmor og jeg ved at han får en skøn ferie nede hos dem. Men når man som jeg er en følsom mus, så trillede der altså et par tårer – 14 dage uden et “Moaar?” og et knus, det er lang tid. Efter døren smækkede følte jeg mig så tom indeni. Lige præcis det med at skulle undvære ens børn, når man først har fået dem, det er vildt hårdt og jeg vænner mig nok aldrig helt til det.

Nu er de første par dage gået og det er jo egentlig gået fint nok… Jeg er dog ret dårlig til at være alene hjemme og særligt når stilheden sniger sig ind på mig. Derfor finder jeg på en masse finurlige ting – blandt andet at kaste mig ud i bloglivet og skrive dette indlæg – mit første af slagsen. Så jeg håber det bliver taget godt imod 🙂

Jeg har netop facetimet med Gustav i 5 minutter. Det har gjort hele min dag meget bedre. Han viste mig en ny båd han havde fået og fortalte mig om hans tur i Ree Park, hvor “der var en jeep mor… Og den trak to andre jeep efter sig…” Jeg kunne fornemme hans begejstring helt ind gennem telefonen.

Da facetime tiden var slut, blev der stille igen… og en tanke slog mig. Det her med at sætte sig ned overfor ens børn, kigge dem ind i øjnene, lytte og spørge ind til deres verden, det er netop det jeg gerne vil blive meget bedre til. Ikke fordi jeg ikke gør det i det daglige, for hold da op hvor har Gustav og jeg mange spændende snakke, når vi går til og fra børnehaven, ude i køkkenet osv. Men den der ro omkring samtalen, hvor fjernsyn, biler, ipad og meget andet ikke forstyrre, det giver en ubeskrivelig ro og et skønt nærvær. En ro og et nærvær som virkelig giver mening, især i vores travle samfund.

Den tid og det øjeblik skal ikke kun være til stede når man savner.. For noget af det jeg kan huske fra min barndom var, da min mor og far havde tid til mig og var til stede i mit lille univers. Det er en af de bedste følelser jeg havde som barn og det skal vores drenge herhjemme også have med sig.

Min samtale med Gustav gav mening.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *